Han og hund holder jul

24. december

Det er en uforståelig magi der gør det; hvert år den 24. i 12. er bare en anderledes dag end alle andre dage i året, man kan ligefrem mærke det på folk omkring en, de er overskudsagtige på den helt særlig juleagtige måde, selv dig Conforta, du virker mere i balance med dig selv i dag. Måske er det fordi, Sidsel har givet dig rensdyr gevir på, og endelig har du fundet din sande identitet? Det håber jeg ikke, for så er det en lidt kikset julegave, far har til dig. 

* 

Jonna kommer ind ad køkkendøren, det er tydeligt, at hun er rigtig godt utilfreds. – Jeg vil bo her hos jer, for jeg må ikke være nogen steder derhjemme! Jeg står på min skammel og er ved at hjælpe farmor med at skumme fedtet af skyen fra stegen, det er jeg god til, synes farmor.  

– Det er nok fordi, de har lagt gaver under juletræet, siger Erik, og ser vigtig ud. – Det ku’ nok godt tænkes, siger farfar, han er ved at flette julehjerter til Birthe, der pynter juletræet. – Så er du vores julegæst, siger mor, og så må du jo hellere få lidt at spise. Se her, her har I begge en appelsin. Uhm, mor har skåret en appelsin i halve, og så har hun stukket sukkerknalder ned i kødet. Det smager bare rigtig godt. Når I spist den, kan I så ikke gå ud hjælpe far med at rydde op udenfor? Han kommer lige straks hjem, og der må ikke stå nogen redskaber udenfor i nat, for så kommer Sortalfen og sætter sig på dem, så ruster de og går i stykker. Mor ved meget om nisser og andre hemmelige ting, hun taler tit om dem. Farfar tror nu ikke, det går så galt, men det er nu alligevel godt at få ryddet op, siger han. 

Da vi kommer ud, springer der noget frem bag trillebøren. – Det er en sortalf, siger Jonna. Jeg synes det ligner vores kat, men nu hvor Jonna har sagt det, synes jeg også, det var en sortalf. – Hjælp, vi må skynde os at få trillebøren ind, ellers ruster den. Jonna tager fat i det ene håndtag og vil løfte den, men den er for tung, så tager jeg også fat i håndtaget, og vi løfter begge to, så lykkes det, men i samme nu vælter den med et rabalder, og der triller rødbeder og rødkål ud over gårdspladsen. – Nu får I godt nok ballade, når far kommer hjem – siger Erik, der er blevet sendt ud for at se, hvad vi laver. – Det var ikke med vilje, siger jeg og føler mig kun endnu mere skyldig, idet jeg siger det. – Nej I er bare for små, siger Erik, saml rødbederne op, og lad mig hjælpe jer. Erik kan egentlig godt lide mig, kan jeg mærke, og jeg kan godt lide ham nu. 

* 

Nu har vi sunget Dejlig er den himmel blå, og Højt fra træets grønne top, og nu må vi få vores gaver, det er Birthe, der deler dem ud, for hun kan læse gavekortene, også dem som farfar har skrevet, og inden papiret er pillet helt af, kan jeg se på æsken, at der en kran inden i min gave, sådan en rigtig kran med krog, hvor man kan sætte ting fast og hejse dem op, når man drejer på et håndtag, der hvor kranføreren sidder i førerhuset, der sidder jeg inde nu og herinde fra kranens førerhus, kan jeg se at Anne har fået et kaffestel med bittesmå porcelænskopper, og Birthe har taget tøjet af for at prøve en flot skinnende silkekimono, som Harry har sendt fra Japan, og Erik har sat en rød radio til, der lyser op og skratter mens han leder efter kanaler, Far smiler, han har en ny vest på, som farmor har strikket, mor har jo fået sommerfuglebakken, men hun får også en blå silkekimono, men hun vil ikke tage den på, den er alt for fin siger hun, pjat siger Birthe højt, så farmor nikker. Hun er faldet i søvn i lænestolen. Juleaften er en lang lang aften for farmor. Farfar spiser konfekt, det kan han godt uden tænder. 

Og nu skal vi ud, og se julestjernen Conforta, Conforta! Vågn op.  

23. december

“Knas og Quiz” Conforta, det er meget vigtigt, i over 50 år har radioen sendt det program. Og så må vi ikke glemme æbleskiver. Hos Jonna var det sådan at de fik pandekager, hver lørdag. Den gang gik alle på arbejde til kl. 12 om lørdagen, også skolebørn gik i skole til kl. 12. Og når de så kom hjem, så ventede mor med pandekager – altså hos Jonna, og det syntes jeg godt nok var snyd, for vi fik næsten aldrig pandekager. 

* 

Nu er farmor og farfar i vores hus, det er rart, og jeg vil gerne være herinde hos dem, Mor, Birthe og Erik er også anderledes nu, de smiler mere og er ligesom mere glade. Farfar har været rundt og fylde petroleum i vores brændeovne, der en i hvert rum, undtagen køkkenet. Vi har ikke fået lagt centralvarme ind endnu. I badeværelset og i køkkenet er der gas, altså til vandvarmeren og til komfuret.  

Birthe og farmor rører noget sammen i køkkenet, jeg må ikke være med i dag, men det vil jeg heller ikke, for farfar er ved at vise mig, hvor lang en skræl han kan lave, når han skræller et æble. Bagefter skærer han små både af æblet en efter en, som han putter i munden uden at slippe lommekniven. Jeg må ikke prøve, for hverken mor eller farmor vil have at jeg prøver lommekniven.  

– Nå nej det går vel ikke så, siger farfar, men hvis du får noget varmt tøj på, så vil vi to gå uden for, så kan vi prøve om du kan fælde et juletræ, Jah jubi jah, råber jeg. – Men så må du hellere skynde dig at få en trøje på. Jeg glemmer helt hvor rædselsfuldt det er at have trøjen på, for farfar sagde jo, at jeg måtte fælde juletræet.  

Far har plantet fire rækker rødgran nede i bunden af vores have, de er til spejdernes årlige juletræssalg, men vi henter også selv et træ hernede. Farfar har hentet en økse og sav henne i fars værkstedsskur.  
– Først skal vi have de nederste grene her af siger farfar, kan du holde fast her Knud? Og så løfter jeg grenen op så farfar kan komme til at kappe de nederste grene af med øksen. Bagefter saver farfar lidt af træet over, og så må jeg få lov at save resten, farfar hjælper mig lidt, for træet er lidt dumt at save i. Så tager vi træet med op til skuret, hvor farfar laver en juletræsfod af to brædder, som han lægger over kors.  
Vi er godt kolde da Birthe kalder på os, for nu skal vi komme ind. Det prikker helt i huden på mine kolde kinder på grund af varmen fra komfuret. Farmor står og vender æbleskiver i en sort æbleskivepande af jern – det dufter skønt. Se her siger mor, tag dem her sæt dig inde ved bordet, så kommer der også lidt saftevand. Jeg får en tallerken med 3 varme æbleskiver på – Jubii. Da jeg sætter mig ved spisebordet, kan jeg høre en NSU-knallert og et øjeblik efter ser jeg far kører forbi vinduet med pibe i munden og sin hvide styrthjelm, der er knappet under hagen. Så tænder han nok snart for radioen, lillejuleaften bliver en skøn aften.  

22. december

Sit Conforta, jeg skal lige checke os ind på rejsekortet. Underligt, ikke, at du kører med på barnebillet, jeg forstår godt du er lidt fornærmet. Nå nu blinker skiltet, et minut så kommer letbanen, hvorfor siger man det, her i Odense? Andre andre steder kører man da med toget eller sporvogn, banen kører jo ingen steder, nå, hop ind Conforta.   

* 

 Hovedvejen var farlig, det vidste vi godt. Birthe og Erik kunne godt selv gå langs med rabatten, og de cyklede også nogle gange ude på hovedvejen, det måtte jeg ikke. Inden vi flyttede herud boede vi inde midt i en stor skov, Birthe og Erik kan godt huske det, men det kan jeg ikke. Dette er mit sted; det faldefærdige hvide hus, som far reparerer på, rundt om det ligger den store have, min have, en trekantet verden. Bag hækken til dem ene side ligger de uendelige marker, bag hækken til den anden side ligger Jonnas hus, bag det igen ligger benzintanken. På den tredje side bag hækken og neden for indkørslen, ligger hovedvejen, her trafik døgnet rundt. det er her vi står lige nu, Birthe har hårdt fat i min hånd, vi venter på farmor og farfar, og jeg glæder mig.   

21. december

Det er i grunden synd Conforta, at du altid går med snuden nede ved jorden. Du skulle prøve at kigge opad en gang imellem, så kunne du opleve byen på en helt ny måde. Se nu bygningen der med den kedelige 90’er facade og de tomme butikslokaler, hvis du lægger nakken lidt tilbage og kigger op på etagerne over, så er det en fantastisk arkitektur, der møder dig, og et vidnesbyrd fra en tid, da den her by var drevet af håndværkerlaug, industriforeninger og fagforeninger. Det er da en fascinerende bygning: Gesimser i avancerede forbander, synligt malet bindingsværk, en lille balkon, tag i skiffer. Hov, hvad skal du ind i busken efter? 

* 

 Vi er taget med rutebilen, DSB’s røde rutebil. Jeg synes det er mærkeligt, når nogen spørger om vi kører med bussen, for den store flotte røde rutebil med billedet af det gyldne hjul og guldvinger på fronten, det er en rutebil, og vi har aldrig kaldt den andet hos os. 
Far snakker med chaufføren mens vi kører, men mor vil hellere sidde længere bagude i bussen. Anne og jeg skal dele et sæde ind mod vinduet. Anne er i hvide strømpebukser, hvid kjole med sorte kanter og laksko, og jeg har mit fine dansetøj på, det er hvid skjorte sorte bukser med pressefold og butterfly, jeg har også de sorte laksko på, men vi skal ikke til dans. Vi skal ind til juletræ, siger mor, fars arbejde har inviteret os, og vi er spændte. 

Det er mørkt, da vi står ud af bussen på rutebilstationen, der holder mange rutebiler på pladsen, det er imponerende, rutebilerne bor vist der, tænker jeg. Men vi skal gå i en gade, hvor der er lys ned på vejen og fortovet, det er der ikke på hovedvejen, hvor vi bor. Vi standser foran et kæmpe vindue med en juleudstilling, det nogle nissedukker, der rigtigt bevæger sig og indimellem dukker et modeltog op, der kører på en cirkelrund skinnebane. De voksne hvisker sammen, og far går ind butikken, jeg må ikke komme med, vi skal videre siger mor, så kommer far bagefter. 

Vi kommer til en kæmpestor trappe, der går op mod tre kæmpestore døre, hvor der går mange mennesker ind og ud, vi skal ind i det hus siger mor. Inde i huset afleverer vi vores jakker i en garderobe, og går ind i en sal, der er meget større end hotellets balsal i Årup. I midten af salen står et kæmpe-højt juletræ. Vi finder et bord, hvor vi skal sidde til far kommer – og så bliver lyset slukket. Jeg bliver lidt bange og rækker ud efter mor. Men så kommer der film oppe på et lærred, det er tegnefilm; en spætte der hakker sit næb aggressivt i snart det ene – så det andet. Nogle store drenge griner, og så begynder jeg også at grine.  

Da lyset bliver tændt igen, er far kommet, og nu er der nogle, der spiller musik oppe på scenen, og der kommer en julemand ind, vi skal danse om juletræ, og bagefter er der godteposer. Så kigger jeg op og ser en dreng stå på balkonen over os, han rækker ud, og piller nogle flettehjerter af juletræet, træet skal plyndres, siger far, tag Anne i hånden, så kan I samle julepynt og få det med hjem. Anne kigger på mig, kom siger jeg, og så kravler vi ind under træet og ryster grenene, nogle råber til os, men Anne samler alt, hvad der falder ned, og vi tager det med hen til mor. Far har fundet nogle, som han deler en øl og snakker med, jeg skal nok holde det, siger mor; løb I bare hen og leg igen. 

20. december

Hør nu Contana, hvad er det for noget med dig, du hedder jo Conforta, det ved du da også godt. Og hvis du sådan går og laver om på dit navn så ved julemanden jo ikke hvem han skal aflevere pakkerne til. For hov! Det er da ikke fordi du forsøger at få dobbelt op af julegaver vel? Det fik vi faktisk et år i Grønnemose. Den gang havde posten pakker med ud til folk. Der var ikke noget GLS eller PostNord. Og i øvrigt havde posten hos ikke rød jakke på, han var nemlig landpostbud, og de havde sorte uniformer.  

* 

Både hjemme ved Susanne og Jonna har de bil, men det har vi ikke. Hvis vi skal hente noget, så er det på cykel, eller også skal vi finde nogen, der kan køre for os. For det meste er det brugsuddeleren, han er nemlig også Annelis’ far, og meget rar. Men nu står der mange store pakker i papkasser inde på vores spisebord, og jeg er meget spændt på at få den åbnet, det er Erik og Birthe også, men mor siger, vi skal vente. Hun er ved give Anne mad, og hun bliver ved med at ville have mere og mere. – Er Anne ikke snart færdig med at spise? Spørger vi. Nej, og det er også bedre, vi venter til far er hjemme, måske er nogle af pakkerne også til ham. – Nej de er til os! Siger Erik, Ja siger Birthe, Harry sender da ikke pakker til far. Det kan morbror Harry nu godt finde på, svarer mor kort.  

Og vi venter og venter og venter og venter og venter og og, og så er far her endelig.  

Lad os nu se, hvad der er i de pakker, siger far, mens han folder sin lommekniv ud og snitter snorene over.  

Nej det er til mor, en tebakke af mahogni med karvet ornamentik og glas i bunden, under glasset er der et fantastisk farverigt og opslugende billede lavet af sommerfuglevinger, vi måber allesammen, og mor vil ikke have, at vi rører ved den. Nej nej, I må ikke pakke sådan nogle fine pakker op nu, I må vente til juleaften, skrider far ind! 

19. december

Åh jo det er sandt nok, jeg fik da aldrig fortalt dig om stjernerne. Stjernerne rummer en fantastisk magi Conforta, ja i grunden er den slet ikke fantastisk, den er reel nok, det er kloder sprængfyldt med energi som holder gang i universet, de skaber rammerne om vores liv her på Jorden. Det vigtigste liv for os mennesker, blev født julenat, og den stjerne der tændtes der betyder mere for os end nogen anden, for den viste os vejen til evigheden. Conforta? – Sover du? Far sidder og snakker med dig. 

* 

 Det er farfar der står for julepyntet, og det er ikke det bare pjat. Vi er på landet, og her pjatter man ikke, al ting har deres naturlige plads ind i det liv der leves, og har de ikke det, så er de i det mindste ladet med en fortælling om det, så de alligevel passer ind. Jeg er stadig lille, men forstår det godt uden at nogen har forklaret det for mig, for her hos farmor og farfar er det selve måden vi lever på, lige så enkelt, som at trække vejret. 

Det bliver tidligt mørkt nu, men det er kun godt for farmor, mig og farfar – især ham. Vi glæder os nemlig til at tænde for juletræet, som farfar har plantet i toppen af aspargesbedet. Der er jo ingen asparges nu, men farfar lader altid diget stå mørk og goldt, når sæsonen er ovre, ind til han i december pynter det med masser af juleroser, mos og forskellige grene af kristtorn og gran, og det vigtigste juletræet, en fin symmetrisk lille gran, som skal stå her, ind til den lillejuleaften bliver hentet ind i stuen. Farfar har sat en lyskæde på juletræet, det har jeg aldrig set før, men farfar er fascineret af el, han forstår ikke så meget af det, på hans tid havde man ikke fysik i skolen, og el er først blevet lagt ind i huset for 15 år siden, men nu er det her og farfar elsker det. Så snart det mørknes ved 15-tiden, når vi får eftermiddagskaffe, er farfar henne at tænde for juletræet, så vi kan sidde inde ved stuebordet og se ud på det. 

Og nu har farfar taget læsebrillerne på og sidder på divanen ved stuebordet og samler en stor stjerne af tykt papir fra Christiansfeld, en Herrnhuterstjerne. Den skal op at hænge i vinduet med en elpære indeni, sådan at når man står rigtig for det, så ser det ud som om det er stjernen på juletræet, jeg synes det er vildt flot. 

18. december

Det var overskyet og foran juletræet dalede der sne ned fra skyerne. Det var sådan set ikke et juletræ, det var et grantræ som stod i Jonnas have. Jonnas hus lå på grunden mellem vores hus og Susannes benzintank. Det var Susannes far, der havde lavet en lyskæde og trukket ledning over til grantræet, som nu var et juletræ. Susannes far hed Børge og han kunne alt muligt.  

Se her, her er et godt sted og så lagde Mogens sig ned på ryggen foran juletræet og kørte armene frem og tilbage i sneen, og gjorde det samme med benene hen over sneen så perlestenene, grå og sorte, tittede frem i det hvide. Det så sjovt ud, og vi grinede. Nej nej det er ikke det her, sagde Mogens, man skal rejse sig forsigtigt op, ellers ødelægger man billedet. Og lige så roligt rejste han sig op. Se – kan I ikke se at det ligner en engel? Han pegede på sneen, hvor han havde lagt og skrabet i den.  

Jo, sagde Jonna, men Susanne og mig kunne ikke få det til at ligne en engel.  

Vi smed os alligevel ned for selv at prøve. Det var dejligt at ligge der og skubbe til sneen, mens man kiggede op gennem granens grene og lamper, hvorfra sneen blev ved med at drysse ned over os. – Ad lad være Santa! Jo, Conforta, Santa var løbet over til os og stod nu og slikkede mig i hovedet. Ja han troede nok at jeg fejlede noget, siden jeg lå der på jorden og sprællede.  

17. december

Der findes faktisk sommersne Conforta. Men det er et sjældent fænomen, og det smelter jo selvfølgelig med det samme igen. Det minder mig om en dag, da jeg var barn i Grønnemose. Vi diskuterede tit om vi boede i Grønnemose eller Gribsvad. Sussanne boede på Gribsvad Autoværksted, men lige uden for vores have stod der et skilt, hvor der hvidt på blåt stod Grønnemose. Det var her mine forældre have købt et faldefærdigt hus af en cykelsmed, som havde opgivet forretningen og var kommet på alderdomshjem, som det hed den gang.  

* 

 Kom Knud – kom, du skal herud, du skal se, der er sne ovre på tanken. Det var Jonna der kaldte, hun stod ude foran vinduet til vores dagligstue, men jeg kunne tydeligt høre hende, der var kun enkeltlagsglas i ruderne, og i øvrigt var vinduerne slet ikke tætte. Du skal have trøje på sagde mor, det er koldt i dag. Nej jeg vil ikke sagde jeg. Men det skulle jeg og Birthe havde fundet den frem. Han vil jo ikke havde den på mor, han siger den stikker. Sikke noget pjat med jer, sagde mor, det kan jo ikke nytte noget, at han bliver syg vel? Og så trak Birthe trøjen over mit hoved, mens jeg gjorde mig helt stiv. Demonstrativt gik jeg som en mekanisk dukke med armene strittende stift ud til siden, og sådan blev jeg ved med at gå, da vi kom ud, mens Jonna førte an, først forbi hendes hus, og vi forsatte, videre over mod Sussanne stadig med armene strittende ud til siderne. Sussanne storebror Mogens stod ude ved tanken og rodede ved en bil, han hjalp nemlig tit til på værkstedet. Du ligner en der skal ud at lave engle, sagde han da han så mig. Det ved jeg ikke hvad er, svarede jeg. Ved I ikke hvordan man laver engle? Så skal I sørme have det lært.  

16. december

Black Friday, helt ærlig hvordan opstår den slags? Jeg mener, det er jo ikke noget, der sidder en kalenderansvarlig i et obskurt ministerium et eller andet sted og beslutter. på et eller andet tidspunkt – nej selvfølgelig ikke, og du er vel også grundlæggende ligeglad? For dig er alle dage lige gode, når bare du får dit kødben. Men hvis du vil vide det, så er black friday bare en betegnelse for den store shoppedag der fulgte og følger efter Thanksgiving, og er strengt taget ikke forbundet med jul. Men det er jo i staterne, og nu altså også her. 

* 

Farmor og farfars hus var virkelig ikke ret stort. Der havde faktisk været skole engang, en stråtækt skole mere præcist, så de fandtes faktisk. Der havde siddet små poder og læst i Katekismus og terpet salmevers, og de havde leget bro bro brille og Tornerose, men ikke i dag for nu boede farmor og farfar her.  

Dagene hos farmor og farfar var rolige, men aldrig kedelige. Jeg vågnede om morgenen, mens det endnu var mørkt og lå og lyttede til farmor, der skramlede nede i køkkenet, så kom hun hen og stod neden for trappen og kaldte op til mig, dagen var startet; så var der morgenmad, davre sagde farfar, derefter tog farfar afsted på sin store sorte cykel. Jeg blev hos farmor og hjalp hende med at redde senge, støvsuge og så videre, indtil vi gik i gang med at forberede frokost, det var klokken 9, hvor vi fik et halvt stykke franskbrød. Bagefter var jeg med farmor ovre ved hønsene, og så begyndte vi at lave mad, for klokken 5 minutter i tolv kom farfar og stillede sin cykel, så han kunne nå ind og sætte sig ved det lille klapbord i køkkenet og tænde for radioen. Vi skulle høre pressens radioavis, sagde farfar, og så ringede rådhusklokken fra København, og farmor tyssede, farfar skulle jo kunne høre, hvad der blev sagt, det var vigtigt. Efter radioavis spiste vi to retter på hverdage og tre retter om søndagen, men da sad vi inde i stuen.  

Oven på maden hjalp jeg farmor med opvasken, og så ventede divanen, en i spisestuen til farfar og en anden i den fine stue til farmor. Jeg måtte ligge i farmors seng. Farfar snorkede mest. Farmor stod op efter tre kvarter og vækkede farfar. Senere hen på eftermiddagen skulle vi have kaffe, sådan var det. 

15. december

Det her er vanilje siger farmor, mens hun skraber en lang sort stilk, og så drysser hun nogle sorte frø ud over sukkeret på vægtskålen, og hælder det over i fadet til mig, sammen med mel og: ”Det her er hjortetaksalt, når vi kommer det i så vokser småkagerne sig store inde i ovnen, og bliver gode blødsprøde.”  

Der er magi i luften når farmor er i gang i køkkenet, og det her lugter stærkt, næsten som hos morfars grise. Nu vejer hun melet på vægten, og så må jeg røre, mens hun kommer lidt i ad gangen. Farmors komfur er helt nyt, der er spiraler, som bliver røde, når de er varme, og dem må jeg aldrig røre ved. Nu kommer hun svinefedt og smør i fadet, og det bliver hårdt at røre rundt, men det skal vi, farmor og jeg, i næsten en halv time, så farmor sætter sig på taburetten med fadet i skødet. Imens går jeg over i skuret og giver katten mad.  

Så deler vi dejen op i to lige store portioner, den ene af portionerne kommer farmor kakaopulver på, og så må jeg ælte den igen.  

Farfar er kommet ind ”Du skal vaske dine hænder” siger farmor til ham, Og så ruller farfar dejen ud i nogle lange pølser og farmor skærer skiver af rullerne som farfar og jeg ruller til små bolde, dem skal jeg trykke min tommelfinger ned i, siger farmor; ”Så kan de små mus bo derinde” siger farfar – ”nej siger jeg, så spiser dem bare” ”Nej nej” siger Farfar, “for så kommer katten efter dem” Farfar siger tit sådan nogle skører ting. 

Der dufter skønt mens vi spiser frokost, og så tager farmor to store metalkagedåser frem. 

Mens kagerne køler af, skal jeg sove til middag, og bagefter putter vi småkagerne i dåserne.  

14. december

Du Conforta, du burde egentlig lærer nogle kunster sådan som rigtige velopdragne hunde. Santa kunne masser kunster, han var en fantastisk hund. – Ja ja, undskyld du er også god nok, men hvad med at vi øver den med ”Værsgo’” du ved? –  Jo den hvor herren lægger en småkage oven på hundens snude, og så må den med et kvikt nik kaste småkagen op i luften og gribe den igen med tungen. Men først når der bliver sagt værsgo’ – ha ha ja ja. 

* 

Ih hvor alt er forandret da farmor kalder mig ned til morgenmaden, Det er julebagedag; jeg vidste ikke helt hvad det var endnu, men det skulle jeg snart finde ud af.  

”Vi skal først bage fedtkager” siger farmor – Det skulle blive min favorit, men det vidste jeg jo heller ikke endnu – Kan du hente din skammel ind, så kan du hjælpe mig bitte Knudde”. Farmor taler mærkeligt, ikke lige som andre, men det gør ikke noget, for jeg kan sagtens forstå, alt hvad hun siger.  

Hun har tager det store lerfad frem og vægten med den store skive, hvor der står tal på er også klar. ”Nu måler jeg op, så kan du godt røre dejen, når jeg har hældt det hel op i fadet, siger hun, og rækker mig en træslev, der er ikke noget af plastik i Farmors køkken, hun er ikke meget for sådan noget moderne stads.  

12. december

Der er noget der undrer mig Conforta, når tyske turister den gang spurgte om vej, så viste folk dem helt forkerte steder hen. Det mente de, at tyskerne havde fortjent, men når de selv pakkede villateltet eller tog med bus helt til Harzen, så forventede de at tyskerne tog imod dem med åbne arme. Vi var trods alt næsten 20 år efter krigen, men fred efter krig tager sin tid.  

* 

“Jeg skal have en lillebror til min fødselsdag.” det var en pige i kjole og sweater, hun havde også lange sportsstrømper og fine sko. Sådan så vi kun ud når vi skulle besøge nogle til en fest. Men pigen var kommet sammen med Jonna, de spurgte min mor om de måtte tage mig med ud og lege, for de skulle spørge først, det havde de fået at vide. Og så skulle jeg have en trøje trukket ned over mig, det var rædselsfuldt, men Jonna, kiggede på mig og sagde at jeg ikke skulle skabe mig. Hun lignede næsten en mor, da hun sagde det, og så skulle vi følge efter hende, vi måtte godt gå med over til Sussane, det hed pigen i trøje og kjole.  

Vi gik igennem hækken over i den anden verden, men vi gik længere end det, for for ende af den anden verden, var der også en hæk, og når man kom igennem den, skulle man klatre ned ad en stensætning med nogle store sten og så var man et nyt sted med et stort hus, skilte med gule og røde farver – og så gøede det rigtig højt, og jeg blev virkelig bange. “Kom så Santa, kom her dæk!” sagde Jonna, men den kæmpestore hund kom helt hen til mig og stak snuden helt ind i mit tøj og op i mit hoved. “Det er Santa” sagde Susanne, “Det er min fars hund, han har fået den, fordi han var i krig, og nu er han altid bange, så Santa passer på ham” Jeg forstod ikke rigtig hvad hun mente, og det gjorde hun vist heller ikke selv, men Jonna klappede Schæferhunden ivrigt, og sagde at det skulle jeg også gøre, så det gjorde jeg, og så begyndte Santa at slikke på mig og logre, Pelsen var så blød, vi lagde vores hoveder ind til den, og pludselig løb den igen, uden varsel – så vi næsten mistede balancen og måtte støtte os til hinanden for ikke at falde.  

Henne ved det store hus stod mand med noget arbejdstøj på, han råbte at det ikke var nogen legeplads, og at vi skulle gå ind butikken til mor. Altså det var Susannes mor, kunne jeg godt forstå.  

11. december

Indimellem sker der ting som man ikke forstår, er det ikke rigtigt Conforta?  

Birthe var den ældste, hun var storesøsteren, lige som min mor også var det, og for min mor var det en stor ære, at være den der holdt sine søskende samlet, de var som en flok kåde hvalpe, der legede og nappede ad hinanden indbyrdes, men på et fingerknips kunne de i flok vende sig mod en fremmed, som et varmesøgende missil gik de stålsatte efter fjenden.  

Erik, Annelis og nogle af de andre store børn var klædt i FDF-uniform og stod op under hele gudstjenesten, en af dem holdt en fane i hånden, en anden havde en lang stang med et tændt stearinlys i enden, det rakte hun op til adventskransen så hun kunne tænde lysene i den.  

Kirketårnet stod mystisk hvidt, da vi kom ud i mørket efter adventsgudstjenesten. Far tog mig i hånden og så gav han Erik en lommelygte, så han kunne gå foran os og lyse, vi fulgte efter lyskeglen mens buske, gravsten og kirkens vægge passerede forbi.  

Og så standsede vi: I skal hilse på jeres bror, sagde far, og pegede på en lille sort gravsten, hvor der stod noget hvidt i mørket. Erik kiggede op på ham, for at aflæse hvad det næste ville blive. “Jeg synes I skal give jeres bor den her, mor har lavet den til ham.” han rakte en mosdekoration formet som et kors til Erik. “Nej! Den har Birthe lavet!” sagde jeg bestemt. Far kiggede vredet på mig. “Ja hun har hjulpet.” “Nej, Birthe har lavet den.” Jeg havde selv siddet ved spisebordet og set hvordan Birthe havde bundet mos og kogler rundt om et kors af halm. “Vi skal ikke skændes med hinanden her.” sagde far “Per, bliver ked af det, han har ligget dernede helt alene og ventet på jer.” Hans stemme lød som om han kunne græde, og Erik så også ud som om han kunne græde, mens han rettede dekorationen til foran gravstenen. Jeg sagde ikke mere, men jeg vidste at jeg ville fortælle Birthe, hvad far havde sagt, når vi kom hjem.  

10. december

I dag synes jeg vi skal gå en tur Conforta. Ja kom så da, ud at gå tur, kom bare her, nej nej ikke springe op, kom sit, så sit så, så skal far give dig remmen på. Sådan!  

Det er sjovt Conforta, når vi går her hen over kirkegården, det ville aldrig være sket i på Rørup kirkegård den gang. Hunde var absolut forbudt på kirkegården og ingen kunne finde på at træde på jorden der inden solopgang eller efter –nedgang. Der var en klar respekt for de begravede, som om de ikke var rigtig døde. 

Far og Erik har taget spejderuniform på, mor binder også et tørklæde om halsen på sig selv og mig. Birthe skal ikke i uniform, hun skal blive hjemme med Anne, hun er ikke glad og jeg synes, det er synd for hende, især fordi Annelis kommer i sin FPF-kjole nu, hun skal følges med os i kirke, det er ved at blive mørkt. Den gang blev det mørkt på en anden måde Conforta, du skal huske; vi havde ingen gadelys og husene havde ikke lygter udenfor, der var heller ikke projektører, der lyste op på kirken. Jeg sad foran på fars cykel, han havde skruet et ekstra sæde på stangen, der sad jeg og holdt fast i styret. Jeg styrede cyklen, selv om far bestemte, hvor vi skulle henad, men det også mere trygt og godt, for på den måde ville vi altid samme vej. Og i dag var det til FDF’s adventsgudstjeneste i Rørup kirke. 

9. december 

Det er 9. december Conforta, lad os tænde for radioen. For du må forstå at radioen var vigtig for os dengang, vi så ikke ret meget fjernsyn, Ja i mit hjem var der slet ikke noget fjernsyn, det fik vi først da D.E.R. begyndte udlejning i 1970. Men det er en anden historie. 

Der var mange lyde om morgenen i huset i Grønnemose, velkendte lyde som gjorde at man vidste det var morgen, og at jeg var mig, en del af alt dette. Jeg hørte køkkenlyde, og vidste at det var mor, og hørte en velkendt prutten som kun kunne være fars, inden længe ville han cykle sin NSU-knallert i gang så han kunne køre på arbejde. Og nu blande Birthes stemme sig, og stålfjedrene sang skærende da Erik vente sig om i sin seng, han sov stadigvæk i det samme værelse som os. Men denne morgen hørte jeg nye stemmer, mens jeg stadig holdt dynen tæt rundt om min krop. Jeg rullede om på siden og kneb øjnene samme, så jeg kun lige ænsede det svage lys inde fra dagligstuen gennem en smal sprække. Min lillesøster stod allerede oppe i sin seng, hvor siderne var så høje, at hun lige kunne holde sig oppe, ved at holde fat i dem. De nye stemmer kom fra radioen, det tekniske vidunder som stod oven på kommoden i dagligstuen, og som man ikke måtte røre. Men jeg kunne også kun nå, hvis jeg fik skubbet en taburet derhen og klatrede op, så kunne man stå helt tæt på lyden og også se ind på lamperne inde bag glasset med alle de fine streger og tegn, som var byer i hele verden, det sagde Erik. 

“Og i dag skal vi knække nødder og finde en vinder af gaven” Det var stemmerne i radioen, der var nisser i radioen. Tænk sig der boede nisser inde i radioen, jeg kunne se dem, mens jeg lå der under dynen, og jeg var sikker på at Anne også så dem. 

8. december 

Mor hældte noget brunt som sved væmmeligt ud over såret, det fik mig til at græde igen. “Ellers får du stivkrampe” sagde hun – mor var meget bestemt kunne jeg mærke. Bagefter skulle jeg i bad. Min storesøster på næsten 13 år, var lige kommet hjem fra skole, og hun havde sin veninde med. De bar en zinkbalje ind som blev løftet op på køkkenbordet, og så blev der kogt vand i en kedel. Mor blandede koldt og varmt vand, mens Birthe hjalp mig af tøjet og pjattede med mig, så jeg blev i bedre humør. Så tog mor om mig og løftede mig op i vandet. Det gav nogle brændende jag igennem min krop, og jeg sparkede og sprællede med arme og ben for at slippe fri. Min krop var stadig iskold efter at jeg havde løbet rundt udenfor uden bukser. “Nej, Nej! Birthe skal gøre det” skreg jeg “Mor du skolder ham jo “ Sagde Birthe. “Ja det er nok fordi han er så kold” sagde Annelis.  

 Jeg syntes Annelis var stor, næsten som en mor. Hun var rar, og rykkede aldrig hårdt i mig. Birthe var min søster, hun havde altid travlt, men hun var sød nok til at lege med mig, når hun havde tid. Jeg havde også en storebror, han hed Erik, han var en stor dreng på 9 år, ham kendte jeg ikke så godt endnu, jeg var for lille syntes han.  

Åh ja det er rigtig mok Conforta, jeg lovede dig at fortælle, resten af historien om min første flugt hjemmefra, når du var blevet luftet. Jamen hop op i kurven, så skal du høre, hvordan det gik: 

“Hvad i alverden laver du dog her Knud!” Damen i vinduet kendte mit navn, men hun virkede ikke spor rar, så jeg vrælede for en sikkerheds skyld endnu højere. Jonna begyndte også at vræle, ikke bare græde, men sådan rigtig vræle, med helt åben mund, så hun måtte hive efter vejret, for ikke at besvime. Hendes reaktion overraskede mig til gengæld så meget, at jeg helt glemte smerten fra såret i skridtet, og selv kunne glide ned af rækværket og bene tilbage gennem hækken, hvor jeg løb badus ind i mor, der havde hørt os græde og var kommet ud for at tage affære.  

“Knud, hvor er dine bukser og hvorfor bløder du?”  

“*Jeg leger mor, jeg leger med Jonna”  

“Det skal jeg da lige love for.” svarede mor lakonisk. Og så tog hun hårdt fat i min arm og holdt fast i mig, mens hun samlede mine bukser op.  

Da gik det op for mig at jeg frøs, og i stedet for at snøfte begyndte jeg bævre og gispe af kolde.  

Indenfor fandt min mor ting frem så hun kunne rense mit sår. Mor var barneplejerske og vidste alt muligt om børn.