Lørdag 24. december
– Elise, telefonnummeret i kuverten, det var til sagfører Svendsen. Jeg ringede til ham, og han fortalte at der findes et dokument, der kan bevise hvordan fodermesteren, forvalteren og Torben i fællesskab har begået underslæb. Og nøglen i kuverten passer til min mors gamle kontor, der ligger dokumentet inde. Men Elise, jeg vil gerne have lov at gå derind alene.
Der på skrivebordet står stadigvæk den gamle computer med CRT-skærm, hvor jeg sad og spillede Pixeline, Manden med den gule hat, Pedersen og Findus og alle de andre gode gamle spil imens mor førte regnskaber på den nye computer fra DLG. Det var dengang i nullerne, det føles pludselig som meget længe siden. Og når jeg nu ser det billede mor har, eller hedder det havde? stående her på sit skrivebord, så ser jeg hvordan mor, far og jeg selv kigger ud i rummet, Hvad kigger vi på? Fremtiden – fortiden? Det må være fremtiden, måske nutiden? måske og det kunne faktisk være det, det er i sig selv, nemlig øjeblikket: vi sidder der, to voksne i spejderuniformer og en lille knægt på fars skød, der smiler frækt og bredt trods en manglende fortand. Vi kigger lige ind i det magiske fastfrosne nu; mor, som altid, med let adskilte læber der udtrykker: ”Det var godt, nu er det veloverstået, og jeg ser med sindsro frem til det der måtte komme”; far med stramme læber, men smilende øjne der ser lige ind objektivets uendelige blænde, han er nysgerrig, ikke grådig, men konstant på vej med nye initiativer. En spejder er på vagt, observerer og rapporterer. Jeg er glad for at I er kommet godt af sted. Det er rat at vide, at du våger over os mor, og dig far jeg vidste ikke at du kunne ride, jeg er stolt at dig, og nu ved jeg, at jeg har noget at have det at I. tænk at du faktisk er en beskyttende engel på pegasus. Når nu det bliver mørk i aften, og vi er færdige med at danse om træet vil jeg gå uden for og se op på dit stjernebillede, – gad vide om det vil blinke?
Og således blev det jul. Lever Martin og Elise lykkeligt til deres dages ende – og bliver de selv til engle – ingen ved det. Men har du lyst må du gerne selv digte videre.
Glædelig Jul
Fra far
Fredag 23. december
– Undskyld, jeg kan ikke – det er for mærkeligt. Hvem er du?
– Som du nok kan forstå, har jeg ikke altid været engel. Før jeg kom herop, var jeg et menneske ligesom dig, jeg har været forelsket lige som dig – selvfølgelig ellers var du jo heller ikke blevet født.
Som barn boede jeg på en lille gård, med langt til de nærmeste naboer. Min mor og far, men mest mor, var meget moralske og troende mennesker, og så var de meget omsorgsfulde for mig, jeg var jo deres første barn, og født med en hjertefejl. Derfor vogtede de nidkært over mig og min dyd, men en dag så min far, hvor ensom jeg var, og satte sig igennem over for mor: ”Cecilie skal have lov til at gå til spejder” – mor var ikke vild med det, men hun vidste jo at KFUK trods alt var gode kristne unge, så jeg fik lov til sidst.
Da den tyske besættelse var ovre og vi alle igen kunne færdes frit uden at være nervøse for chikaner, var jeg blevet en ung kvinde. Grundlovsdagen faldt på en søndag i 49, og efter kirke var der møde i Kristelig Forening for Unge Kvinder på pladsen ved Sortebjerg. Jeg have ingen cykel, så jeg skulle gå over til Sortebjerg. Kristian var med i KFUM, og jeg havde mødt ham et par gange til husflidsaftener. Han var blevet udlært gartner og jeg selv var netop færdig som barneplejerske. Nu kom han cyklende op på siden af mig, og spurgte om jeg ville sidde med på bagagebæreren, det sagde jeg ja til, selv om, eller måske fordi, jeg vidste mor ville blive rasende, når hun fik det at vide.
På vejen kom vi forbi Dollerup Sø, standsede Kristian cyklen og begyndte at løbe ned mod søen. ”Kom vi skal bade!” råbte han. Jeg ville også gerne bade, men ikke sammen med en ung mand, det kunne jeg ikke. Ja det var ikke derfor, for mine brødre svømmede tit i mergelgraven hjemme ved skoven, og ingen af os havde badetøj, men mor havde indprentet mig, at det bestemt ikke ville være godt hvis drenge og da slet ikke mænd så mig uden tøj på.
Vandet var stadig koldt, så han kom hurtig op igen. Han havde ikke noget at tørre sig i, så han smed sig ned i græsset, og lagde frækt hovedet med sit våde hår i mit skød. Solen varmede dejligt og Kristian var så fjollet og glad. – Og ja, derfra var vi jo et par din far og mig.
– Er far også en engel?
– Ja naturligvis, de fleste af vi gamle spejdere bliver lukket direkte ind her.
Martin syntes han hørte fjern sang, der kom nærmere det måtte være englene der sang, men melodien lød ikke rigtig himmelsk…
Torsdag 22. december
– Ved du hvad? Skal jeg ikke tage dig med over i ridehuset, så kan vi skridte lidt, det kunne du godt trænge til kunne du ikke?
– Ih jo det kunne jeg mægtig godt tænke mig, søde Martin. Du forstår mig bare så godt.
– Ej Elise, er du nu her igen?
– Vil du så ikke med over at ride med Spartacus? jeg skal nok holde ham, mens du rider.
– Du synes måske, det er lidt dumt, men jeg er faktisk bange for ham, han er kæmpestor, synes jeg.
– Det er han, man han er også utrolig følsom og venlig, kom prøv bare at sidde på ham, mens han står her i spiltovene, jeg kan hjælpe dig op.
Martin er roligt, men hurtig omme på Elises side af hesten og skubber en skammel hen til hende, og så tager han hende fast i hånden, og viser hende hvordan hun bestiger galophesten. Da hun sidder der, er han helt tæt på hende og helt tæt på Spartacus, men han føler sig endnu tættere på noget tredje, det er som stalden fyldes af et lys oppe fra høloftet, og da Martin kigger op, ser han hende. Martin ser sin mor, hun er tydelig i lyset og hun peger over mod Godsforvalterens kontor, mens hun bevæger læberne. De former: ”åben” og gentager ”åben”, og nu peger hun med begge hænder. Så vender hun sig og går stille bort.
– Vent, vent – jeg elsker dig…
– Jeg elsker også dig.
Svarer Elise
– Hvad?
– Ja, Martin jeg elsker dig.
Martin kigger hen over hende…
– Du er en engel….
– Åh Martin
Elise begynder at græde stille, og Martins øjne og kinder er også så våde, at det drypper ned i Pelsen på Spartacus.
Onsdag 21. december
Du tænker måske på, hvordan det går i præstegården?
Det går forrygende, Præsten er frygtelig øm især hans næse og han kan kun spise blendet mad, men ellers har han absolut ingen grund til at klage. Som i absolut ingen grund! Præsten bliver plejet og puslet om af både Rosa og Elise, som nærmest har en kamp om ham.
De små piger er også kommet sig over chokket, og er optaget af at plage præsten med avancerede juleklippeark, som Rosa har downloadet til dem fra nettet.
Hele huset summer af travlhed og indimellem støder de to store piger ind i hinanden, og så bliver der en rødmen og fnisen.
– Ja ja julen er hjerternes fest, lykkes det præsten at mumle.
– Hvad siger du?
Spørger præstens kone, hun er lærer henne på friskolen.
– Julen er hjerternes fest, min skat.
– Det forstår du dig vist ikke på.
Klukker hun stille og ryster på hovedet, mens hun forsætter med at forme vaniljekranse med de mellemste døtre.
– Åh Elise eller Rosa
Kalder hun.
– Vi mangler mælk til risengrøden, vil en af jer ikke tage spanden og løbe ned på Næsbygård og hente noget?
– Altså mor det bryder Elise sig ikke om, det ved du da.
– Jo, jeg går. Han skal ikke have lov til at få den magt over mig. Jeg går.
– Rosa går med dig.
– Nej, jeg mener det, jeg vil gerne gå selv. Jeg skal nok klare mig.
Der bliver også puslet rundt om på loftsrummene på Godset, langt mere end før, og det er ikke kun fordi, det snart er juleaften. Nej nisserne har spottet at Torben er tilbage, og trænede som de små væsener er i at spionere på menneskene, er de helt på det rene med, hvad godsejerens onde barnebarn har gang i.
Og lige nu ser jeg min dreng nede i hestestalden.
– Så er det snart jul, det bliver mærkeligt synes du ikke? Du savner dem også gør du ikke, du savner mor i hvert fald, det ved jeg. Det var hende der red dig til.
Martin strigler Spartacus, den trænger egentlig slet ikke, men han gør det alligevel. Og ja, jeg svæver oppe på loftet, for herfra kan jeg fint følge med i det, der nu skal til at ske…
Tirsdag 20. december
Godsejer Kaas har fået lov at komme hjem igen, men må love at forholde sig i ro, og under ingen omstændighed anstrenge sig eller blive ophidset.
– Banke banke på, er her nogen hjemme?
Det er godsejerens andet barnebarn, Torben, som står i døråbningen ind til havestuen, hvor Godsejeren sidder og nyder synet at juletræet som gartnerne har stillet op på terrassen lige neden for vinduerne.
– Træd bare indenfor Torben. Ja jeg er lidt stadig lidt mat i koderne oven på de seneste dages hændelser, som du sikkert nok kan forstå.
– Det kan jeg bestemt forstå morfar. Jeg skal heller ikke trætte dig for længe. Men jeg kommer lige over fra forvalteren, han har foretaget en del ekstra udlæg i forbindelse med julebasaren, og så bad han mig tage de her papirer med til underskrift. Hvis jeg har forstået det ret, er det lettere for ham med en fuldmagt så længe du er rekonvalescent, så behøver han ikke plage dig så meget.
– Ja jo jamen det er såmænd også rigtig nok.
Godsejeren sukkede og pillede lidt ved sit overskæg, mens han kiggede skævt op mod Torben, der stod bøjet ind over stolen.
– Nå jamen Torben kan du ikke finde min fyldepen frem over i skrivebordsskuffen, den øverst til højre.
– Jo morfar, nu skal jeg tage den til dig.
Og sådan lykkedes det ved list for Torben at få en fuldmagt til driften af Næsbygaard.
Mandag 19. december
– Hvor længe mener du, det er nødvendigt holde dem spærret inde i Hundegården?
Godsejeren lyder oprigtig bekymret, men kokkepigen er hverken til at hugge eller stikke i.
– De må blive der, i hvert fald til julen en ovre. Vi kan ikke have mere halløj nu. Nu er det nok. Sikke nu en jul de får i Præstegården, pigerne er helt ude af den efter at Bjørn og Rolf har kravet sig ind til deres kaniner.
– Og som det ikke er nok, så er alle gaverne i spejdernes fiskedam blevet tømt. Hvem kan dog have fundet på det? Det må vel være nogle at spejderknægtene, hvad tænker børn dog på nu om stunder?
– Jeg har stillet nogle gnaveben frem, dem kan De tage med over til hundene, hvis de da er mere sultne!
Det sidste blev ikke sagt uden bitterhed i stemmen. Kokkepigen havde set hvor skræmte og ulykkelige de to yngste af præstens døtre var, da Rolf og Bjørn brat afsluttede julerendet med at jagte og flå deres kæledyr fra hinanden.
Godsejer Marius, havde heller ikke et hjerte af sten, han kunne også godt mærke, at det ikke lige var den rette julestemning i år. Det var ikke bare det med den kiksede julebasar, indsamlingen var såmænd gået udmærket endda, men han vidste at hvis hans søster stadig have været her til at styre tingene, så ville det her ikke være sket. Søster* Helene interesserede sig ikke Godset eller folkene her på egnen, og ville han alene kunne magte at tage vare på det hele, og ville han kunne være noget for Martin, der nu skulle holde den første jul uden sine forældre?
Som Godsejeren nu skridtede over til hundegården, følte han nogle små jag i brystet. Han havde haft dårligt hjerte et stykke tid, derfor slog det hen, det var såmænd nok bare kulden. Men pludselig var alt svimlende sort.
Lyset var først svagt og tåget, men så blev det klart skarpt, det var et hvidt loft, og nu kom et ansigt til syne:
– Jeg er læge, kan du fortælle mig hvad du hedder.
– Jo jeg hedder Marius Kaas.
– Og ved du også, hvilken ugedag vi har i dag?
– Ja, det er mandag, vil jeg mene.
– Han skal nok komme sig.
Siger lægen henvendt til Martin. Der står bag ham i ambulancens døråbning.
– Det er anden gang inden for et døgn, vi er herude.
Smiler lægen til Martin.
– Lad os ikke håber, det bliver en vane.
– Hør her Marius, du har haft et hjerteanfald, men du er stabil nu. Vi kører dig for en sikkerhedsskyld ind til observation på sygehuset, så tager hjertelægerne derinde én samtale med dig.
– ……
* Der har sneget sig en fejl hun er hans datter, Godsejeren er Martins morfar, ikke hans onkel
Søndag 18. december
– Nej, neej, neejjj….!
Det er en lille dreng fra børnehjemmet der skriger i panik. Ponyen er blevet skræmt af de jagtende hunde, og slår op med bagbenene og sætter i galop, så børnehavepædagogen der holder den bliver revet forover og må give slip på grimen for ikke at falde.
– Hold fast i manken og forsøg at side rolig.
Råber Martin til drengen. Og så skynder han sig hen til præsten som heller ikke ser for godt ud.
– Ole og Nick. Se om der ikke stadig er en forbindskasse oppe i våbenhuset. Og har du ikke en mobiltelefon?
Martin taler fattet, men overraskende bestemt til af de andre forældre fra ponyrideklubben.
– jo, det har jeg.
– Ring efter en ambulance, det ser ikke for godt ud.
Imens er ponyen med den skræmte dreng på vej ud over en frosset eng, optoget er standset og folk er i vildrede, men Martin løfter resolut et barn ned af en Welsh pony, og springer selv op på den, han klemmer knæene mod bringen, giver den to bestemte hæle i siden, og snart er forfølgelsen optaget.
Han har ingen plan, ud over at den løbske pony skal standses, inden drengen kommer til skade….
– Du skal ikke følge efter ponyen Martin, du skræmmer den bare endnu mere.
Martin bliver ikke rigtig overrasket. Faktisk får han i stedet en fornemmelse af ro og tro på sig selv, da han ser at Pixeline ridder ved siden af ham. Hendes hest galoperer lydløst over frostmarken.
– Hold mod venstre op mod hovedvejen, hvis du afspærrer den vilde pony vejen der, så sørger jeg for at lede den over i din retning.
Martin kan godt se ideen i Pixelines plan, og rider diagonalt over marken, i stedet for at jagte efter den skræmte pony.
Oppe på hovedvejen er juletrafikken intens, og der bliver kørt stærkt, selv om vinterføret ikke er det bedste. Men Pixeline presser den vilde pony opad mod den befærdede vej, mens Martin løfter sig let i sadlen for at nå i position foran den grædende dreng, som nu hænger halvt nede af siden på den løbske pony.
– Bare hold godt fast.
Råber Martin. Han ved egentlig godt at det bare tirrer ponyen, når drengen river den i manen, men han satser på at det alligevel vil få den til at tabe fart. Et øjeblik ser han Pixelines blik; hun har blå lysende øjne med et udtryk, han ikke kan bestemme. Snapt efter er Ponyens hoved lige ud for ham. Martin griber fat i grimen, og spænder sine sæde og lårmuskler så fast han kan. Ponyen er stadig vild, men så hører han Pixeline synge, og det er som om tiden står stille: Martin føler at han er i fuld kontrol, han hopper ned af sin pony og løfter også den grædende dreng ned. Men i stedet for at slippe ham, holder han ham fast og trøster ham.
Så hører han at der bliver klappet oppe fra Næsbyvej, og kigger sig om efter Pixeline, men hun er væk. Det ham, Martin, de klapper ad. Martin giver den lille dreng et ekstra klem og sætter ham ned, inden de samlet går op mod landsbyen igen.
Lørdag 17. december
Det er ikke en engels opgave at gøre grin med hjælpsomme folk, men når jeg nu ser ned på Næsbyvej, som snor sig gennem hele landsbyen, så kan selv en engel ikke lade være at trække på smilebåndet, for man skulle da godt nok tro at der var udbrudt krig i her til formiddag, Hillemænd da, sikke en larm og ståhej: Henne ved gadekrydset overfor købmanden står to ranke hjemmeværns-soldater og spejder rundt, straks de sanser nogen eller noget bevæge sig rækker de en hvid knippel truende i vejret, som tegn til stop. Længere nede af vejen ude fra Vrå-kanten, hører vi en så nogenlunde taktfast trommen og glad, men ærligt, ret mumlende korsang, og nu dukker noget op nede i svinget; Det er politibetjent Knudsen, der er trukket i vinteruniformen med Scooterstøvler, lang frakke og hvide handsker, men politikasketten har han skiftet ud med en sæsonsikker nissehue, bag ham kommer Næsbygaards gamle kane nu til syne, trukket af to sorte Oldenburgere fra Martins mors stutteri. Der er ikke sne nok, så smeden og fodermesteren har sat hjul kanen. De er blevet så nemme at have med at gøre på det seneste. Oppe i kanen sidder julemanden og vinker, de to mindste præstedøtre sidder sammen med ham, og kaster ivrigt med karameller når de ser nogle vinke til sig.
Lige efter julemandens kane marcherer gymnastikforeningens mor-barn hold, det vil sige nogle af børnene danser rundt på må og få i nissedragter, mens andre bliver båret af deres forældre, og hvis barn er det egentlig, den frække fyr der? Ser han ikke lidt gammel ud i forhold til sin højde? Er han virkelig kun 4-5 år?
Efter dem trækker forældre fra ponyrideklubben med børnene fra børnehjemmet, efterhånden som optoget nærmer sig krydset med hjemmeværnet dukker det musicerende afsnit op. Det er spejderne, de har fundet en marchtromme frem og sørme om ikke et par af dem også har fået øvet på piccolofløjte. Sammen med dem går Martin og slår nogle akkorder an på sin guitar til de kendte julesange.
Men sig mig hvad sker der oppe bag loven til kirkedøren? Er det ikke en fuldstændig sindssyg Labrador hund der jagter rundt efter kanin? Nej vendt der er flere kaniner, og nu går lågen til kirkediget op, og der er hund mere halvgammel schæferhund, og der kommer kokkepigen nede fra slottet løbende
– Bjørn! – Rolf
Råber hun. Men det ændrer intet, bidrager blot til postyret som kaniner og hunde blander sig med julerendet. Det går først ud over præsten der i dagens anledning var steget op på en gammeldags væltepeter i præstekjole og høj hat, han gør et særdeles ukristeligt anskrig lige inden kysser asfalten, Den høje hat forsætter på magisk vis, besat af en vild kanin forsvinder den ind under byens gamle brandpumpe som Ole og Nick komme skubbende med.
Noget siger mig, at der står et par frække nisser bag det her, men lige nu må jeg hellere fokusere på min dreng.
Fredag 16. december
Nisserne har travlt ovre i godsets lade.
– Er det rigtigt at præstens datter og smedens niece, kom forbi med grød til dig Staldnisse?
– Ja vist er det rigtigt, på nisseære.
– Ha ja den er god med dig, alle ved jo at nisser lyver mere end de taler sandt.
– Men var det den rigtige grød? Altså kogt sødmælksgrød med smørklat og sukker og kanel?
– Det var det den helt rigtige jule-risengrød af sødmælk, vist var det det.
– Så skal vi hjælpe dem, det er helt sikkert – Kom!…
– Stop stop, husk nu lige at vi er nisser, vi hjælper ikke bare sådan uden videre mennesker- vi driller dem.
– Ikke når vi får grød, så hjælper vi.
– Sikke noget moderne pjank, nisser er i familie med trolde, og vi driller. Det her er jo ikke Disneyland vel?
– Ok Ok, og hvad er det så du har i tankerne?
– Jeg tænkte mig om vi ikke skulle tømme alle pakkerne i den fiskedam spejderne har stillet op nede i laden.
– Fiskedam?
– Nej ikke en rigtig fiskedam, det er den bod med tæpper rundt om, hvor børnene kan kaste en fiskesnøre ind over og så hænger nogle af spejderne en pakke på, ikke noget med fisk selvfølgelig.
– Nå ok. Og vi tømmer så pakkerne nu, så i morgen, så fisker børnene tømte pakker.
– Ja netop nisse Einstein.
– Ha ha ha – det lyder rigtig ondt og grineren. Den er jeg med på!
Så meget for den grød!
Torsdag 15. december
Nu vil jeg fortælle dig, hvordan Elise og Rosas venskabsbånd blev knyttet endnu tættere. De to store teenagepiger er netop kravlet under dynen på Rosas værelse, hvor de ind til videre deler Rosas store seng.
– Elise?
– Ja
– Savner du dine forældre?
– Ja, det gør jeg vel.
– Hvordan, altså er du tit ked af det?
– Det er jeg vel, men alligevel det er jo ikke sådan. Det jeg mener er; man bliver vant til at det er sådan, det er. De lever jo ikke mere, og nu har jeg jer her på præstegården. Det er da bedre end for de børn, vi samler ind til, der bor henne på børnehjemmet.
– Jo, det er sandt nok; men hvad skete, der egentlig med dem?
Rosa har sat sig op i sengen, og kigger ned på Elise, der ligger på mave og kigger frem for sig, som om der kørte en film på væggens blomstrede tapet.
– Min mor var egentlig ikke særlig rar, på mange måder lignede hun sin bror, altså smeden. Du ved han kan også være ondsindet, det kunne mor også hun slog mig faktisk ofte, da jeg var lille, og hun skældte mig også tit ud og hånede mig. Far sagde ikke så meget, han var meget gammeldags indstillet og mente at det med børneopdragelse var en ren kvindesag. Men så da jeg var 8 år blev først vores mor syg og kort efter far. Heldigvis havde vi vores bedsteforældre i starten, dem boede min søster og jeg hos, jeg var hos min farmor og farfar, og min lillesøster var så hos min mormor og morfar. I weekender og ferier var vi samlet, skiftevis det ene og det andet sted, det var egentlig ikke så dårligt, vi fulgte vores bedstemødre i deres arbejde, men havde også masser af frihed til selv at finde på ting, fx at lege med dyrene eller lave huler, hvor vi digtede usynlige legekammerater.
– Havde du en usynlig ven?
– Ja da nogle gange havde jeg faktisk flere. Synes du et er tosset.
– Ja – tosset på en god måde. Jeg har også haft usynlige venner. Som mindre kunne jeg også se nisser. Jeg tror faktisk stadig på, at der bor nisser her i præstegården.
– Men sig mig, hvad døde de af dine forældre?
– Min mor fik kræft. hun blev opereret flere gange og fik kemo, men det hjalp ikke og til sidst døde hun så. Det værste var de sidste par måneder, hun var nærmest helt væk af morfinen, bare en slags uhyggelig zombie. Det lyde måske grimt, men det var sådan, jeg oplevede det. Faktisk skammer jeg mig meget over, at jeg ikke rigtig savner hende. Jeg savner selvfølgelig en mor, sådan en man kan regne med som bare elsker en, men jeg savner ikke den mor, som jeg kan huske.
– Skal vi ikke snakke om noget andet? De andre siger fx med at du stadig tror på nisser?
…
Onsdag 14. december
Præsten elsker at køre på cykel, og selv om han også har en ny bil, kommer han cyklende rundt om gadekæret, hvor juletræet står og lyser selvom klokken kun er halv tre. Folk ved altid at det er præsten, der kommer cyklende, for længe inden nogen kan se ham, kan man høre hans glade fløjten, men ikke i dag. I dag sidder han rolig og alvorligt på cyklen, indtil han stiller den fra sig ved smedjen.
– Jamen kom dog inden for præst.
Smeden virker lidt for venlig, ikke mindst, i betragtning af at alle ved hvor lidt han holder af kirken inklusive præsten.
– Jo tak smed, ja jeg har jo noget jeg gerne vil drøfte med dig.
– Jamen, hvad kan det dog være, det er vel ikke kirkegaardslågen der binder igen?
– Nej, den virker skam fint, tak. Den fik du repareret ganske udmærket.
Nej det jeg har på hjerte, Smed, det handler om Elise.
– Hvad mener præsten? Der ervel ikke sket noget?
– Jo det er der faktisk.
Ser du, Elise er ovre hos os, hun fortæller at Fodermesteren har været grov og forulempet hende nede ved avlsgården i går aftes.
– Han er liderlig buk er han, jeg skal nok få mig en snak ham, det skal love dig præst, det kommer ikke ske igen.
– Jeg forstår dig godt smed, men lad nu ikke vreden løbe af med dig. Faktisk har jeg et helt andet forslag til dig.
Min kone og jeg har talt med Elise, og foreslået hende at hun kan bo hos os, hun er jo alligevel så meget over hos os, og børnene kan godt lide hende. så vi ville glade for hvis hun må bo hos os og hjælpe med de små. Hende og Rosa kan jo stadig følges ad til Gymnasiet.
– Nej den går ikke med mig præst, jeg ved godt hvad du er ude på, så skal du have tilskud fra mig og kommunen for at have Elise i pleje. Den går sku ikke med mig præst. Desuden kan jeg heller ikke undvære hendes hjælp her.
– Det er jeg ked af høre smed. Sig mig er det rigtigt, hvad man siger, at fodermesteren tit kommer her hos dig, og at du har bedt Elise om at ”hygge” sig med ham, som han kalder det.
– Nu skal du saftsuseme ikke komme for godt i gang præstemand, for skal jeg dælme.
– Hvad skal du smed?
Før du kaster dig over mig, skal du lige vide at Elise også har talt med min kone og fortalt om dit arrangement med fodermesteren. Jeg foreslår at Rosa og Martin kommer med Elise herover og henter hendes ting, tror du ikke, det er bedst for alle
– Nå ja så lad dem komme da. Men der bliver ikke tale om, at jeg betaler dig noget for at have hende boende, ikke en eneste rød øre, nej!
Tirsdag 13. december
Nede ved avlsgården mellem stalden, den store lade og hovedbygningen har man sat guirlander af grand og elpærer op rundt om branddammen. Vandet er næsten bundfrossen i år, og det er helt perfekt for Elise, Smedens plejedatter, som øver skøjtedans med præstens små døtre. hun vil lave en opvisning til julerendet, Kirkens kordegn og nogle af spejderne har lovet at synge nogle af de kendte julesange til. Men der mangler en der kan spille et instrument og lige som holde tonen og rytmen. Folk skulle jo gerne blive glade, så de får lyst til at støtte indsamlingen til børnehjemmets julegaver.
Har du set ham derovre? jeg bryder mig ikke om ham. Det er fodermesteren, han står og læner sig op ad tipvognen med et slibrigt smil om munden, mens hans øjne er låst fast på Elise, og følger hver eneste af hendes bevægelser, som en sulten gepard der vejrer på en antilope. Han er en klam liderlig type. Nej! Jeg bryder mig bestemt ikke om ham. Det er kendt i hele byen at han har store tanker og sin egen charme, og behandler sin kone rigtig dårligt.
Klokken er fire og solen er næsten gået ned, selvom det lige har været fuldmåne, hjælper det ikke, for månen står først op halv ni, så det begynder at blive lidt skummelt rundt omkring, selv om guirlanderne lyser op over branddammen. Elise kalder pigerne sammen og instruerer den ældste i, at de skal gå lige hjem, hun bliver selv lidt længere for at øve sig lidt mere på isen.
Pludselig er klokken kvart i seks, og Elise får travlt med at spænde skøjterne af og få vinterstøvlerne på. Der helt øde og skummelt da hun går fra branddammen hen over gårdspladsen for at komme op til vejen.
– Hej Elise, kom her over så skal du se noget.
Det er fodermesteren der kalder og vinker til hende inde fra høladen. Elise går over til ham.
– Hvad er det jeg skal se?
– Ja nu er du spændt hvad, men her skal du bare se.
Fodermesteren knapper hurtigt sine bukser op, og inden Elise rigtig når at reagere, har han hevet ned i sine underbukser og griber fat i hendes hænder.
– Kom bare, tag du bare fat min pige, det er lige som at malke en ko, det kan du godt finde ud af. Tag du bare ved, det er i orden, jeg har aftalt det med din far.
– Nej hold op. Lad mig gå, jeg skal hjem.
– Du skal ikke hjem, jeg aftalt det med din far som jeg siger, tag nu og gnub mig lidt her.
Fodermesteren tager hårdt fat i Elises hånd og tvinger den ned til sin pik, med den anden hånd begynder han flå hendes tøj for at få det af. Elise bliver for alvor forskrækket og begynder at skrige højt, men det får ikke fodermesteren til at holde igen, snare tvært imod.
– Hvad fanden er det for noget svineri!
– Ja – hvad er det for noget griseri, ka’ han så holde nallerne for dig sel’ og la’ Elise gå i fre’.
Det er et par løjerlige størrelser der pludselig kommer småløbende hen over brostenene i gammeldags træsko, det er Nick og Ole, godsets gartnere, de var i gang med at bundte gran til julebaseren, da de hørte skrigene.
Mandag 12. december
– Det er virkelig pænt af jer, men altså jeg tror ikke helt I forstår, Spartacus er en galophest, forstå mig ret venner, jeg prøver ikke at spille klog eller tale udenom, men han er trænet til at galoppere på en bane med andre heste, han er ikke nogen hyggehest.
Det var præsten og hans ældste datter, Rosa,
– Det er nok rigtig nok Martin, vi er jo ikke så kloge på heste, men ser du det er en tradition at vi hvert år sidste lørdag inden jul har julerend her i landsbyen. Vi starter altid henne på skolen, og så går optoget op forbi smedjen, købmanden, kirken og ned forbi boldbanen for at slutte ved Godsets avlsgård, hvor vi holder i julebasar i den store lade.
– Og det er alt sammen for at samle ind til børnene henne på børnehjemmet, nogle af dem har ikke en familie, der har råd til gaver, derfor samler vi ind så de også kan få en rigtig juleaften, ligesom den alle andre børn holder med deres familier.
– Ja ok, og ved I hvad? Det vil jeg altså rigtig gerne hjælpe til med.
Rosa, sprang om halsen på Martin.
– Tak Martin, jeg vidste det, jeg vidste vi kunne regne med dig.
– Selvfølgelig Rosa, men det bliver nu altså ikke med Spartacus.
Søndag 11. december
Det knitrede fra flammerne i den åbne pejs, og der duftede af gløgg i stuen, det var fru Helene der havde inviteret sin søn til december-hygge sammen med sin fætter, men hun og hendes søn, Torben, var endnu ikke dukket op.
– Nej Martin vi har nok ikke forstået dig rigtig, Moster Helene og jeg, det kan jeg godt se nu. Du skal nok ikke afsted på kostgymnasiet alligevel, du har det bedre her, det er tydeligt, og – nå ja, jeg er såmænd også glad for at have dig her, så lad mig tale ligefrem Martin. Tror du, du kunne være interesseret i at lære noget om driften her på godset? Altså at drive skov- og landbrug, og ja måske med tiden overtage driften af Næsbygaard efter mig?
– Nå her sidder I og hygger.
Det var fru Helene, der kom ind i stuen.
– Ja det kunne jeg mægtig godt tænke mig, lyste Martin op.
– Hvad kunne du tænke dig, Martin?
– Jo ser du Helene, jeg fortalte lige Martin, hvad vi to har talt om, at han ikke behøver tage på kostgymnasiet i Høng, men i stedet for kan blive her.
– Ja og så vil Morfar lære mig at drive godset.
– Det er pænt af dig Marius, Torben har jo heller aldrig rigtig interesseret sig for landbrug, han er et rigtigt bymenneske.
– Det er jeg nemlig! Hej med jer. Må jeg spørge, hvad det er I taler om? I ser så glade ud.
– Det er såmænd bare din onkel Marius, der har lovet at tage Martin i landbrugslære, så han kan hjælpe til, og senere overtage driften godset.
Torben blev tavs, og ville til at sige noget, men kunne ikke finde det rigtige at sige.
Lørdag 10. december
– Julerend, hvad er nu det for noget menneskepjank?
Hverken mennesker eller engle har lov til at lytte med når nisserne holder råd, men vi engle kan heldigvis det der med at gøre os usynlige, så hvis du er helt stille, så er vi med på en lytter.
– GammelTud, det er sådan et jule optog, det er det de kalder det, her på Næsbygaard, det ved du da godt.
– Jo det gør du da Gammeltud, kan du ikke huske, da godsejeren var ung og skulle ride forrest i optoget, sikken en sjov vi havde.
– Ja det er rigtigt!… Det var NisseTrine, der blandede sig, hun var køkkennisse, og holdt normalt til over i slottets hovedbygning.
– … Da Marius var ung pralede han højlydt med, at han hverken troede på nisser, trolde eller noget som helst andet end sin egen sunde fornuft.
– Et menneske har jo ingen sund fornuft.
– Ikke hvis de ikke tror på noget som helst, nej det har du såmænd ret i, MølleNisse.
– Ha ha ja UngNissen listede sig til at smøre hestens ører med en frisk hestepære, så fluerne sværmede rundt inde i dens øre, og var helt umulig at styre.
– Ja den drønede rundt ind til gartner Nick fik fat dens tøjler nede ved branddammen, hvorefter det stakkels forvirrede kræ stejlede, så Marius havnede nede mellem ænderne i dammens kolde vand.
– Ja ja, det meget godt med jeres anekdoter, men lad os nu komme til sagen: StaldNisse, hvad er det for noget, hvorfor har du indkaldt nisserådet?
– Jo nu skal I høre, der kom en engel op til mig på staldloftet i går.
– En engel?
– Ja Cecilie, hun er drengen, Martins mor, men nu er hun altså engel, hun kan ikke komme i kontakt med Martin, for han tror ikke på engle, eller måske har han bare ikke lært at tro på dem endnu, men han kan se den gode lille skærmtrold Pixeline og …
– Det er godt med det alt sammen, du er en ung og god nisse, StaldNisse, men vi skal ikke have noget med engle og trolde at gøre, slet ikke skærmtrolde…
– Nej nej, undskyld Gammeltud, det er jo også fordi, jeg er lidt nervøs ved at være med her i nisserådet, nu skal jeg nok komme til sagen; Det er fætteren Torben, hvis Torben kan få Martin til at forsvinde, så kommer han selv til at arve Godset,
– Javel ja, og det skal vi slet ikke blande os i.
– Nej, æh jo – det er fordi, NisseTrine hun har hørt Torben tale i telefon, men en af sine venner inde fra København, og…
– Ja det er nemlig rigtigt, han vil lave Godset om til fabrik.
NisseTrine var harm.
– Nej, jo…
fortsatte StaldNisse
– … altså, han vil sælge det hele til en der vil lave biogasanlæg her, Næsbygaard skal ikke længere være en gård med dyr og planter, og heller ikke nisser!
Fredag 9. december
Du hører trin, taktfaste trin, du hører en dør der åbnes og lukkes, og du synes, det lyder som en melodi, du hørte for første gang for længe siden, så længe siden at du ikke kan huske hvornår. Sådan har jeg det også, vi havde en hest hjemme på gården, far spændte den for vognen, når han kørte sin faste rute rundt til de andre gårde for at samle mælk op og levere den til andelsmejeriet inde i Lunderskov. Der er lyd af hestesko mod brosten, taktfast, nu hører du en tilfreds vrinsken, og et pruh; det er fodermesteren på Næsbygaard, der øver til årets juleoptog vi kan fint se det hele her oppe fra høloftet. Martin står nede ved Spartacus, og snakker til hingsten imens han strigler ham.
– Du skal ikke ud på den rideskole, det lover jeg dig, jeg vil heller ikke på kostskole i Høng, hvorfor skulle jeg dog det. Det er jo bare mosters åndsvage ide´.
– Det skal du heller ikke Martin, for jeg vil altså heller ikke på rideskole. Svarede Spartacus – eller?
Den drilske dybe stemme kom fra den anden side af Spartacus. Martin gik om foran hesten for at se hvem spøgefuglen var.
Et smukt ansigt, kranset af kraftige kastanjebrune lokker og en rød tophue, strålede glad op over hesteboksens låge.
– Hej Elise, hvad laver du her?
Det var smedens plejedatter, som fnisende stod omme på den anden side.
Jeg skal hente mælk over i kostalden, men så tænkte jeg, at jeg lige ville se om du passede godt på min ven Spartacus…
… Ser du det samme som jeg? De fire øjne derned, de hænger lige lidt for længe ved hinanden, gør de ikke? Kom lad os krybe længere ind på høloftet og få fat i en af de gamle staldnisser, for det her må vi hellere hjælpe lidt på vej.
…
– Det kan I ikke mene!
Staldnissen tramper rasende i loftets støvede gulv.
– Så kommer der en engel rendende med sin nye digitale veninde, Nej hør nu her! Nu må I stoppe, det kan man altså ikke. Nisser er nisser, engle er engle. og du Pixeline. Du er faktisk slet ikke, jeg kan i hvert fald ikke se dig.
– Nej men så tag brillerne på, og tænd for skærmen, Nissefar!
– Tænd for skærmen! Skal du ligefrem være fræk!
– Nå så du kan godt høre mig, så findes jeg måske alligevel, eller hvad?
– Åh Ahrg…
– Rolig nu I to, selvfølgelig kan vi godt mødes og arbejde sammen, vi har jo alle en interesse i at Martin slår sig ned her på Næsbygaard med Elise og Spartacus. Eller hvad skal en staldnisse uden en stald?
– Arh, æh, nåhr… Jamen skal vi komme i gang med at få lavet en plan da…
Både Pixeline og Staldnissen, måtte knibe øjnene i, så voldsomt lyste Cecilie op, fra hendes lykkelige lettede smil til hendes glorie der strålede mere end nogensinde.
Torsdag 8. december
– Var det godt at være i Høng?
Martin var lige trådt ind på sit værelse på Næsbygård, og der stod Pixeline igen, eller rettere sagt hun hoppede trampolin i hans seng.
– Hvem er du egentlig?
– Hvorfor spørger du, det ved du jo godt?
– Nej, jo altså du ligner Pixeline fra computerspillet.
– Nå gør jeg det, men så er det jo nok, det jeg er.
– Men altså, hvorfor er du her?
– Hvorfor dit og hvorfor dat, du har jo selv påkaldt på mig.
– Hvad mener du?
– Sagde du måske ikke “Pixeline! Jeg ville ønske mor kunne se dem.” Den gang du stod sammen med din morfar inde på godskontoret.
– Nej det gjorde jeg ikke.
– Så du ønskede ikke, at din mor skulle georginerne?
– Jo det tror jeg. Jeg forstår vist ikke helt, hvad vi snakker om?
– At du ønskede, at jeg skulle komme, så din mor kunne se georginerne.
– Helt ærlig min mor er død, og hold så op med at hoppe i min seng!
Martin gik hastigt over mod sin seng, og stirrede vredt med på Pixeline, der have lavet en rumpelanding, og sad med benene strakt lige frem mod ham.
– Jamen så.
Pixeline lød fornærmet, men inden Martin fik lejlighed til at samle sig, opløstes hun i pixels ud over dyner og puder, og værelset var pludselig iskoldt og lydløst.
Onsdag7. december
Et kalenderlys i en George Jensen lysestage havde fundet vej til studievejlederens hæve-/sænkebord.
– Det kan vi bestemt godt finde en løsning på, vi har før haft elever her der var hesteinteresseret: sagde hun
– Jeg er jockey, ikke hesteinteresseret.
– Selvfølgelig Martin, men lad os tage ud og se på gården: Moster Helenes stemme var rolig, med en lille klang af anstrengthed.
De sagde farvel til studievejlederen og tutoren fra 2.g som havde vist dem rundt på Høngs kostafdeling, og kørte ud til rideskolen i moster Helenes hidsigrøde Mini Cooper cabriolet, hvilket virkede akavet her i december, men moster sagde, at det var den eneste bil der klædte hende, og kalechen var da heldigvis slået op.
– Vi har vores bokse herovre, er det en stor pony du har?
– Det er en fuldblods galophest, han er 170 i stag.
– Nå da, jamen vi har ledige bokse til ham også, så vil du sikkert helst have ham på sand ikke?
– Faktisk plejer Spartacus at stå på hampestrøelse.
– Det kan også lade sig gøre, vi har ikke et galopspor, men en lille travbane, tror du det går an?
Moster Helene var gået med ejeren ind for at ordne afregningen. Martin var glad for at berideren så hurtigt havde forstået, at det krævede ekstra omsorg at have Spartacus opstaldet. Stalden så også ordentlig ren ud, og det var en lettelse at rideskolen krævede godkendt attest fra dyrlægen, før man kunne få sin hest opstaldet her.
– Låser I staldene af op natten?
– Nej men vi har overvågningskameraer overalt.
– Det er jeg glad for, at I ikke låser, Spartacus skulle nødig brænde inde.
–
Tirsdag 6. december
– Hvordan går det Martin? Sidst vi talte sammen, var det om din relation til din familie, kan du huske, hvad du fortalte mig om dit forhold til din moster?
Krisepsykologen havde kontor inde i byen. Det var godsforvalteren, Anker, der havde kørt ham derind.
– Tak det går udmærket. Var det ikke noget om at moster Helene, ligner min mor? Men det er bare Ikke helt rigtigt alligevel. Min mor var noget anderledes. Altså deres udseende var meget ens og deres sprog også, men ….
– Men?
– De lugtede forskelligt. Mor havde en helt anden lugt end moster. Mor lugtede eller duftede af landet; når hun gav en et knus, var det som at blive omfavnet af ænder, heste og får, Ja hun duftede og også af skoven og nogle gange, når hun skulle til byen duftede hun af græske olivenlunde og franske jasminmarker. Minderne om mor kommer til mig overalt, på de mest uventede steder og tidspunkter.
– Gør din moster ikke det?
– Jo, nej… Min moster dufter mere sådan fornemt, mere kunstigt vil jeg kalde det. Vi er ikke tætte på samme måde. Hun er ok, og er altid flink ved mig, men når moster Helene krammer mig er verden anderledes, det føles mere som, at nu skal vi også komme videre agtig…
Martin lade mærke til en svag melodi fra psykologens MacBook, hun havde den stående åben på sit lille sofabord, og nu kom der et svagt lys af flimrende pixels fra den. Mikropigen, Pixeline stod der igen, ikke som et skærmbillede, men sådan ægte i kød og blod – som et menneske, bare meget mindre.
– Jeg…;
Martin var lige ved at sige noget til psykologen, men tog så selv i det.
– Din Moster har bedt mig tale med dig om et kostskoleophold, hvad tænker du om det?
– Jeg ved ikke…
…
Mandag 5. december
…Solen stråler stadig melodisk ind gennem sprosseruderne i Godsets kontor, støvet danser sløvt og blidt i skæret. Godsejer Kaas står bag det massive skrivebord optaget af sin enetale om barnebarnets fremtid, men Martin hører overhovedet ikke efter. Det han hører lyder som en julesalme fra hans tidlige barndom spillet på glasklokker, og nu da solstrålerne rammer mikropigen på morfarens skrivebord, ser han at hun bevæger læberne, hun synger på melodien:
– “jeg har rigtig mange venner, og i hulen kommer alle dem jeg kender, …”
– Du er jo Pixeline!
– Hvad er det, du siger Martin?
Morfar holdt en pausen fra sin enetale, og så måbende på Martin.
– Det er Pixeline, hende på skrivebordet.
Martin pegede på skrivebordet, i det samme drev en sky for solen og Mikropigen opløstes ligesom i pixeler.
– Så du hende ikke morfar?
– Nej, hør du Martin, nu har jeg da vist trættet dig for meget med al den sagfører snak. Der er mange tanker, du skal have styr på for tiden, det forstår din moster og jeg godt. Lad du blot os tage vare på alt det med sagføreren. Men svar mig på en ting min dreng: Synes du ikke vi skal få ført Spartacus her til Næsbygaard, så kan du selv ride ham. Det vil du gerne ikke?
– Jo morfar, det vil jeg rigtig gerne.
Spartacus havde egentlig været mors hest, det var også hende, der havde ledet stutteriet på Brydagergaard, derfor havde Martin tidligt lært at omgås de store dyr, og selv om Spartacus havde været vanskelig at tilride, var der lige som opstået en pagt mellem Martin og Spartacus, hvor de beskyttede hinanden. Det ville blive dejligt at få ham hertil, men Pixeline
…
Søndag 4. december
…
– Ser du Martin, fortsatte morfar. Du er for ung til selv stå for din arv, så derfor har din moster og jeg lovet statsamtet at holde øje med den, indtil du selv bliver gammel nok til at administrere den. Det er jo ganske mange penge, du har arvet, derfor har vi bedt sagfører Svendsen forvalte de mange penge for dig, du ejer jo også Brydagergaard og de mange fine heste der, bl.a. Spartacus.
Martin hørte ikke rigtigt efter, han stirrede stadig på den grønne vase med den kæmpestore blomsterbuket. Der var altså noget, nu så han det tydeligt; en dukkehånd holdt fast i vasens kant, bevægede den sig? Jo! Og hvad var det?
Morfar talte højere og højere, men han kunne lige så godt have henvendt sin redegørelse om sagførerens formuepleje til de fornemme mennesker på væggenes malerier, for nu stak en dukke sit hoved frem – eller nej, det lignede en levende pige, en menneskepige i lillebitte størrelse? Hun havde gule fletninger og var i en blå t-shirt med et stort B printet foran. Nu kom hun helt frem på skrivebordet, morfar var ligeglad, han snakkede ufortrødent videre. Pigen vinkede grinende til Martin.
– Hør! Martin, hører du efter? – Du virker noget ukoncentreret, jeg ved godt det er meget nyt og indviklet for dig alt sammen, men alligevel.
Mikropigen mimede morfars gestik af og stillede sig i samme patriarkalske positur som ham. Det så morsomt ud, men Martin grinede ikke, han var stadig lamslået over synet af mikropigen, hvor kom hun fra? Og hvorfor siger morfar ikke noget til det?
…
Lørdag 3. december
-*-
Ind gennem havestuens utallige små ruder faldt lyset blødt på det blanklakerede plankegulv af douglasfyr, og tegnede sprosserne af i et fint skyggemønster, som fik Martin til tænke på de hinkeruder som pigerne ridsede med en pind i skolegårdens grus.
Morfar, godsejer Kaas, sad i en læderbetrukket armstol bag sit skrivebord, begge af lakeret kirsebær.
– Hør Martin, hvorfor forsvandt du dog så pludseligt for os, der er vel ikke noget galt min dreng?
Martin havde ikke lyst til at svare, han vidste heller ikke hvad han skulle have svaret, faktisk var han slet ikke klar over, at han var forsvundet. Han brød sig ikke om se direkte på sin morfar, i stedet studerede han den kæmpestore buket afskårne blomster, der stod i en grønglaseret keramikvase lige ved siden af morfar.
– Ja er de ikke flotte? Ole og Nick har virkelig tryllet med georginerne i år.
Godsejeren slog ud med hånden mod den kæmpestore buket på hans skrivebord.
– Jo morfar sikke fine! Jeg ville ønske mor kunne se dem.
I det samme syntes Martin at han så et eller andet, ligesom en skikkelse der gemte sig bag vasen – nej selvfølgelig ikke, hvad skulle det være? – katten måske? Nej den fik aldrig lov at komme så langt, selv om morfar elskede dyr.
…
Fredag 2. december
Det var sådan en dag, hvor solen ikke rigtig ville bryde igennem, iblandt regnede det også, og når man som jeg sad mageligt oppe i kronen af parkens ældste æbletræ med benene flettet rundt om en kraftig gren og ryggen lænet mod stammen, så kunne man sidde der i egne tanker og kigge ned på ham. Det skulle du prøve en gang, jeg tror godt du kan klatre herop, og vi kan sagtens være flere.
Sådan sidder du godt?
Martin er en køn dreng, han kom her til godset for et par måneder siden, men er stadigvæk ikke faldet til. Det er tydeligt at han savner sine forældre – men smukt synger han, og smuk ser han ud, som han sidder på den grønne plæne lænet op ad Grundtvig-bøgen.
Se damen der i den moderne sommerkjole, den er hvid med tryk af store blå blomster, stoffet er det nye viskose stof, og kjolen sidder tæt med et bælte om taljen og er skåret lige over anklerne.
– Nå sidder du her og musicerer?
– Åh faster, jeg hørte slet du kom.
Martin lægger guitaren fra sig og ser op på den fornemme dame.
– Din morfar har ledt efter dig. Der er kommet brev fra din sagfører.
– Mmh…: hummer Martin.
– Det er svært at miste både sin far og mor, det forstår sig, men du må ikke bare sådan forsvinde fra morgenbordet uden at give besked. Din morfar blev nervøs, og han har et svagt hjerte, han tåler ikke så meget, det bør du tænke på.
– Undskyld moster, jeg havde den her melodi i hovedet, og ville så gerne prøve at spille den.
– Javel? Ja, jeg forstår nok. Vi har altid haft musikalsk talent i vores familie.
Fru Helene stirrer på sin nevø, som tomt stirrer igen, inden han svarer:
– Far lærte mig nogle greb, og lovede at lære mig flere, men det kommer jo aldrig til at ske.
Martin blev tavs igen.
– Kom min dreng lad os gå ind og høre, hvad det er din sagfører har skrevet.
– ……
Torsdag 1. december: Prolog
Nyder du duften af stegt and; den sødlige nuance, som skyldes fyldet af svesker og æbler, den brændte fra det saltede skind og det krydrede fra saften, æbleeddike, peber, kanel og appelsin? Uhm… – jeg gør i hvert fald, og kan ligefrem mærke smagen i næse og svælg bare ved tanken, og mærkelig nok for jeg burde ellers blive ramt af traumatiserende minder. Som lille pige var jeg den ældste af os søskende, og derfor så min mor det som sin hellige pligt at opdrage mig til den perfekte landhusmor. Da jeg var helt lille og kun lige kunne gå og stå selv, befandt jeg midt i en overvældende pibende, pippende og små-rappende horde af ællinger, små grågule madfikserede væsener, som hensynsløst trådte oven på hinanden og mig, for at komme hen til truet, en aflang rende i zink, som min mor havde stillet inde i andegården. Ællingerne gik indendørs af hensyn til rovfugle, ræve, kattene og alle andre som kunne få lyst til en dunet mundfuld. Udrugningsburet havde far lavet i den ene ende af laden, eller vognporten, som mor kaldte den, det var afgrænset fra resten af laden af et 2 meter højt kyllingenet, væggene var kalket hvide, så rummet var lyst og lyden rungede som henne i kirken. Fjerkræet var vi kvindfolks domæne, sammen med køkkenhaven og alt det andet som ikke krævede de store mandenæver. Det vidste jeg ikke den dag, hvor jeg stod der lamslået og blev både snadret på og skidt på af de grådige ællinger, men det ved jeg nu. Senere da jeg var begyndt i skole, sad jeg halve dage ad gangen og pillede indvoldene ud af ænderne, først pillede min moster fjerene af dem og holdt dem hen over flammerne på det åbne brændekomfur for at svige de sidste små dun af, derefter blev de lagt over til mig, så jeg sad i en stank af afsvedet dun og lort fra andetarme mens mor og moster og knævrede om voksensager. Jeg lærte alt om at være landhusmor, nok til at vide, at det skulle jeg aldrig være. Alligevel elsker jeg duften af stegt and, og netop i dag førte dufte mig tilbage til en sensommerdag i slutningen af 30’erne eller var det starten af 40’erne, i hvert fald var jeg på grænsen af barn og ung, i en periode af mit liv, hvor min medfødte hjertelidelse lod mig leve normalt, faktisk følte jeg mig frisk og stærk som Pipi Langstrømpe, selv om Astrid Lindgren først opfandt hende nogle år senere, men den slags petitesser, tager jeg mig ikke af.